Ændringer af flybilletter
Hvis man skal ud på en flyrejse, skal man være meget påpasselig, når man booker sin billet. Hvis man laver en stavefejl i navnet eller skriver det forkerte køn eller pasnummer, kan det blive en meget dyr affære at ændre det igen. Hvis det overhovedet er muligt, da flere flyselskaber ikke tillader hverken ændringer eller billetter med forkert information.
En dummefejl
Man kan sagtens se det for sig. Endelig er den rigtige rejse fundet efter en del søgninger og diskussioner omkring, hvad der er vigtigt, og hvor meget billetterne må koste. Man har måske lidt travlt eller er blevet utålmodig. Og derfor sker det. Måske uden man lægger mærke til det. En slåfejl i navnet, et glemt mellemnavn eller et klik i den forkerte boks. Man går videre med bestillingen og opdager ikke fejlen, før det er for sent. Det er ikke raketvidenskab, det er bare en dum fejl, som alle kan komme til at lave. Men hvad gør man ved det?
Flyselskaberne
I virkeligheden handler det hele om det valgte flyselskab. Flyselskaberne har deres egne regler for eksempelvis navneændring, og det er de i deres gode ret til, da man ikke har en lovbestemt fortrydelsesret. Så hvis uheldet er ude, kan man ikke klage til nogen. Man kan kun slå sig selv i hovedet og håbe på, at ændringen ikke koster særlig meget. Hos nogen selskaber er ændringen gratis, andre kræver flere hundrede kroner eller et køb af en ny billet. Der findes også flyselskaber, hvor man kan slette sin egen bestilling inden for 24 timer, fra den er blevet booket.
Nedenfor kan man læse op på reglerne for nogle af de mest populære flyselskaber i Danmark og på den måde få skabt sig et overblik:
Norwegian: muligheden for at ændre i navnet på flybillen forefindes. Dette koster 500 kroner, medmindre det er en Flex/Premium Flex-billet, hvor ændringen er gratis.
Ryanair: Ligeledes ved Ryanair har man mulighed for at rette op på slåfejlen. Her koster det mellem 800 og 1.200 kroner.
SAS: SAS kræver generelt 600 kroner for at ændre i flybilletten, men dette kan svinge afhængig af billettypen.
KLM: Ikke muligt at ændre i billetten.
Lufthansa: Ikke muligt at ændre i billetten.
Turkish Airlines: Ikke muligt at ændre i billetten.
British Airways: Hvis man har booket en flybillet direkte hos British Airways, koster det ikke noget at rette på stavefejl. Dog er det ikke muligt at få ændret hele navnet, hvis man ønsker at give billetten til en anden.
Air France: Her gælder samme politik som hos British Airways – gratis ved stavefejl, umuligt med fuld navneændring.
easyJet: Ved stavefejl i navnet koster rettelsen ingenting. Fuld navneændring koster mellem 150 og 470 kroner.
Thai Airways: Individuelt for billettyper. Generelt er gebyret for stavefejl på billetten ca. 200 kroner. Det samme gælder for fuld ændring af navn.
Hvordan gør man?
De fleste flyselskaber anbefaler, at man ændrer i sin billet online. Dette kommer naturligvis an på det enkelte flyselskab og billettypen. Hvis det ikke kan lade sig gøre at bruge internettet, eller man ikke er tryg ved at gøre det selv, nu hvor man allerede har lavet en fejl, kan man også altid kontakte flyselskabets kundeservice. Her kan der dog være lange ventetider, og flere af disse servicecentre vil ikke hjælpe med dette, da det er ens eget ansvar at skrive informationerne som det står i passet, når man booker en billet. Derfor er det også ens eget ansvar at rette op på det igen. Hvis man har bestilt sin rejse igennem et rejsebureau, er det dem man skal kontakte, hvis man har opdaget en fejl i sin billet.
OM FORSINKEDEFLY.DK
Forsinkedefly.dk er en dansk informationsside, som ejes og drives af Go-IT ApS. Du kan på hjemmesiden læse om, hvilke rettigheder du har, når du bliver udsat for en flyforsinkelse eller en flyaflysning. Forsinkedefly.dk tager forbehold for evt. fejl i indholdet. Priser og informationer bliver holdt opdateret. Tjenesten er reklamefinansieret. Du kan kontakte os pr. e-mail ved at skrive til info@flyjura.dk (forvent svar inden for 48 timer).
Partner-sites:
Legalhero.dk
Skødeservice